top of page
OM BYSKOLEN GRO - ESBJERGS NYE FRISKOLE

Projektet er i bero for nuværende grundet personlige omstændigheder.

Skriv dit barn på interesseliste for at modtage nyheder og statusopdateringer når arbejder går i gang igen.

Drømmen om en ny friskole i Esbjerg har længe været til stede. I efteråret 2024 blev de første frø sået.

Esbjerg har desperat brug for en friskole, der bryder med den traditionelle måde at drive skole på – og Danmark har brug for en omsorgs- og skolerevolution.

Vi ønsker en skole, der kan rumme langt flere forskellige børn uden at kræve, at de ændrer sig selv for at passe ind i undervisningen.

En skole for alle?

Byskolen Gro vil på sigt være en skole for børn fra 0.-9. klasse, men vi starter i det små for at sikre os en ordentlig opstart for alle.

 

Vi erstatter de klassiske årgange med små familiegrupper, hvor børn i forskellige aldre lærer sammen i et trygt fællesskab. Her er trivsel, verdensborgerskab og livsmestring i fokus, og undervisningen tager udgangspunkt i børnenes motivation og interesser.

Vi tror på, at læring sker bedst gennem engagement, nysgerrighed og meningsfulde oplevelser. Derfor bygger vi skolen op omkring projektbaseret og forskningsorienteret læring, hvor børnene arbejder med virkelighedsnære problemstillinger, undersøger verden og skaber løsninger i fællesskab.

Vi stræber efter at skabe en skole, der fremmer refleksion, nysgerrighed, selvværd og livskompetencer. En skole, hvor leg, frihed og medbestemmelse er i fokus, fordi vi ved, at disse elementer er afgørende for både trivsel, udvikling og læring.

Vi ved, at børn er forskellige. Vi ved derfor også, at nogle børn ikke vil trives i denne konstellation. Har dit barn brug for tydelige rammer (både mentalte og fysiske rammer) og en høj grad af forudsigelighed, vil denne skole formentlig ikke være til gavn. Vi vil gøre vores allerbedste til at favne eleverne i deres forskelligheder og møde dem præcis hvor de er. 

 

For at sikre at vi er det bedste match for hinanden, for at passe på børnene, medarbejdere og skolens værdier, vil der ved optag foregå personlige samtaler med både forældre og elever. Det vil du høre mere om såfremt du skriver dig på vores interesseliste.

Ingen tests – ingen karakterer – ingen skældud

Ved Byskolen Gro tror vi på en tryg og motiverende læringskultur. Derfor arbejder vi uden tests og karakterer, og vi skaber et skældud-frit miljø, hvor børn mødes med respekt og anerkendelse. Vores mål er, at børnene udvikler sig i deres eget tempo, oplever glæde ved at lære og tager ejerskab over deres egen udvikling.

Vores børn er fremtiden

Trivselsrapporter fortæller os det samme igen og igen: Vores børn har aldrig haft det værre. Vi ser en voldsom stigning i diagnoser, angst, depression og mistrivsel.

Det er tid til at gentænke skolen. Tid til at skabe et bredere spektrum af skoletilbud i Esbjerg, hvor børn ikke opdeles efter alder alene, men også efter interesser, modenhed og motivation.

📌 Skriv dig op på interesselisten – klik her.

bottom of page