top of page

DET PRAKTISKE

DET
PRAKTISKE

Skolen opstarter august 2026 med elever fra 0. klasse til og med 4. klasse.

 

Aldersoptag de kommende år er endnu ukendt.

 

For at skolen kan få tilskud, kræves det, at der er 14 elever tilmeldt det første år (fordelt på alle klassetrin), 24 elever tilmeldt det andet år og 32 elever tilmeldt fra 0.-7. klasse det tredje år.

 

Placering

Vi kender endnu ikke skolens placering, men ønsker en skole, der ligger centralt i 6700 eller nær de store indfaldsveje i 6705 eller 6710. Det er vigtigt for os, at der er mulighed for at bruge byens rum, kultur og tilbud.

 

Ved opstart af en ny friskole er det almindeligt, at placeringen først fastlægges få måneder før åbning, da vi ikke modtager tilskud før skolen er i drift. Skriv til os hvis du har kendskab til gode undervisningslokaler!

Som lille og fri skole er der vide muligheder for hvor vi kan være, og hvor vi kan lære. At bruge eksterne læringsmiljøer vil være en integreret del af vores læring - vi gør det der giver mening, når det giver mening.

Pris
Skolen vil være som enhver anden fri- eller privatskole, og med forældrebetaling. Raten vil først blive fastlagt i foråret 2026. Der vil være et antal fripladser tilgængelig.

 

0. klasse

Børnene i 0. klasse vil være en klasse for sig, hvor der vil være et større fokus på at lære at gå i skole, samt tilegne sig grundlæggende færdigheder som læsning, skrivning, matematik og engelsk.

 

Det er sjovere og mere givende at arbejde projektorienteret, når eleverne formår at tage læring i egen hånd. 0. klasses eleverne vil dog blive inkluderet i de større klassers projekter gennem skoleåret, hvor det giver mening.

 

Hvorfor 0.-4. klasse?

Vi vælger at starte med små klasser for at sikre os en god opstart og trivsel blandt eleverne. De har brug for jævnaldrende, og dette sikrer vi os ved at sætte en aldersgrænse.

 

Desuden kan det være svært og forvirrende at starte i en ny skole med en helt ny skolemodel, når man i fem år har været vant til at gå i skole på en bestemt måde.

 

Det kan kræve flere ressourcer af lærerne at skabe trivsel og læring blandt de større børn, og som nyopstartet skole ønsker vi at prioritere ressourcerne på den mest bæredygtige måde, så alle elever bliver mødt, set og hørt.

 

Lærerne

Lærerne vil være læreruddannede og i stand til at dokumentere læringen i klassisk forstand (fx gennem FFM og læringsplaner). Samtidig vil de aflære den klassiske lærerrolle som autoritetsfigur og i stedet påtage sig en ligeværdig, vejledende fødselshjælper rolle. Alle lærere vil modtage undervisning i anerkendende pædagogik og projektbaseret undervisning.

 

Alle lærere ansat på skolen vil arbejde ud fra skolens værdisæt. Skolen er en skæld-ud-fri-skole.

Forældreinddragelse og samarbejde

Et godt skole-hjem-samarbejde er en grundlæggende forudsætning for at skabe et trygt og behageligt læringsmiljø, hvor intern tolerance og gensidig respekt vægtes højt.

 

Vi forventer et tæt samarbejde mellem skolen og forældrene, hvor vi i fællesskab skaber den bedste skole for vores børn. Det kræver tydelige og engagerede forældre, der både fysisk og mentalt bidrager til skolens fællesskab.

 

At starte en ny skole kræver mange ressourcer – både tid og penge. Jo flere praktiske opgaver vi kan løfte i fællesskab, desto flere ressourcer kan vi bruge på at skabe de bedste rammer for vores elever.

 

Derfor forventer vi, at alle forældre bidrager med rengøring og deltager i obligatoriske arbejdsdage på skolen.

 

Vores børn har brug for trygge voksne. Jo mere nærværende vi som voksne er, desto mere trygt bliver miljøet for børnene. Vi ønsker at skabe en skole, hvor forældre har mulighed for at være til stede og bidrage med deres tid og engagement – i det omfang, det giver mening for den enkelte familie.

Skoleåret

Skoleåret består af 200 skoledage og følger som udgangspunkt folkeskolernes ferier i Esbjerg Kommune, dog med mulighed for et par dages difference.

Skærmpolitik

Skoletiden er som udgangspunkt mobilfri, men vi ser digital dannelse som en vigtig del af børnenes undervisning. I en verden, hvor digitale teknologier fylder mere, ønsker vi at ruste børnene til at navigere trygt og ansvarligt online.

Derfor inddrager vi digitale enheder i undervisningen, når det understøtter læringen og giver mening i forhold til projekterne. Gennem dialog og refleksion lærer vi børnene at forholde sig kritisk og bevidst til digitale medier og teknologier. Vi lægger vægt på, at de ved, hvordan man agerer ansvarligt online, og at de altid kan henvende sig til en voksen med spørgsmål og tvivl – præcis som med alle andre aspekter af deres udvikling.

Prøver og tests

Skolen er som udgangspunkt prøvefri, men der vil være mulighed for at gå til 9. klasses afgangseksamen.

Tilsyn

Forældre på en fri grundskole vælger en eller flere tilsynsførende til at føre tilsyn med skolen. Der føres tilsyn med om skolens undervisning står mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre, samt udviklinger og styrker elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Hvert år skal den tilsynsførende overvære mindst en hel skoledags undervisning. Den tilsynsførende skal en gang om året aflevere en skriftlig tilsynserklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om tilsynet. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside. Den tilsynsførende skal være certificeret.

bottom of page